Supersensemaker.com stiller skarpt på, hvordan vi som mennesker forstår og skaber mening med vores verden, andre mennesker og med os selv. Der er især fokus på den intuitive og til tider irrationelle side af meningsskabelse.
GØR FORSKELLEN …
At forstå meningsskabelse gør en enorm forskel og kan øge resultatet af næsten alt, hvad vi gør. Det er nøglen til at udøve bedre dømmekraft og tage bedre beslutninger. Det er helt centralt for at forstå andre menneskers overbevisninger og adfærd og komme ind til kernen af mange problemstillinger og konflikter, fordi de ofte skyldes forvrængede eller uhensigtsmæssige overbevisninger. Det er en afgørende ingrediens for at forbedre ledelse – og arbejdsglæde og trivsel – og forfine den menneskelige side af forandringsledelse, da sensemaking og menneskelig motivation er tæt sammenflettet. Det er udgangspunktet for at kunne igangsætte intelligente og målrettede indgreb og interventioner, der kan ændre på uhensigtsmæssige dynamikker hos os selv og andre mennesker.
Kort sagt …
Ved at forstå sensemaking får vi et bedre grundlag for at blive en bedre kommunikator, leder, forandringsagent, forhandler, beslutningstager, samarbejdspartner, konfliktløser – eller en bedre ven, ægtefælle, far eller mor, søn eller datter.
Et studie af Harvard Business Review dokumenterer, at medarbejdere, der opfatter deres arbejde som meningsfuldt, oplever 70% større jobtilfredshed, er 40% mere engagerede og 200% mere loyale overfor deres arbejdsgiver. HBR, 2019.
Ny forskning mere end sandsynliggør, at vores hjerne opererer på baggrund af prædiktive principper og derfor kan opfattes som en ”prediction engine”, der hele tiden forsøger at forudsige, hvad der sker, og hvorfor det sker.
Dette vender fuldstændigt vores forståelse af meningsskabelsesprocessen på hovedet og motiverer til nye måder at arbejde med at skabe mening på.
SENSEMAKING ER HELT FUNDAMENTALT
Vi er meningsskabende væsener
At skabe mening er en helt grundlæggende del af at være menneske. Vi prøver hele tiden at forstå, fortolke og skabe mening med de ting, der sker i vores omgivelser. I vores liv. På jobbet. I os selv.
Gennem meningsskabelse finder vi ud af, hvad der er ’op og ned’, rigtigt og forkert, vigtigt, betydningsfuldt, nødvendigt, hensigtsmæssigt og retfærdigt. Meningsskabelse har derfor afgørende betydning for vores beslutninger og adfærd – og hvad vi oplever, ”der giver mening”.
Mening og motivation, produktivitet og trivsel
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at der er en tæt sammenhæng mellem følelsen af mening og motivation. Når tingene giver mening for os, give det os stor styrke, gå-på-mod og udholdenhed. Vi kan overkomme næsten alt. Omvendt kender vi også alle sammen alt for godt til, når tingene ikke giver mening. Det er frustrerende, demotiverende og stressende – og det bliver meget tydeligt, hvorfor der er en stærk sammenhæng mellem oplevelsen af mening og motivation, produktivitet, arbejdsglæde og trivsel. At gøre ting, som ikke giver mening, er simpelthen dødens pølse. Forskning viser også, at hvis vi i længerevarende perioder oplever, at tingene ikke giver mening, kan det medføre stress, dårligt helbred, forkortet levetid, mv.
En veludviklet og nuanceret forståelse af meningsskabelse – og hvad det egentlig betyder, når vi siger ” at tingene giver mening – repræsenterer derfor store fordele, både for individ, organisation og samfund.
Den ubevidste side af meningsskabelse
Selvom vi alle sammen hele tiden forsøger at skabe mening med vores omgivelser– og selvom meningsskabelse har helt afgørende indflydelse på alt hvad vi gør – er det de færreste, som har en dyb forståelse af, hvordan det foregår.
Og der er endnu færre, som har kompetencerne til at arbejde systematisk med sensemaking.
Dette kan synes paradoksalt. Men det skyldes bl.a., at meningsskabelse ikke kun er en bevidst, rationel proces, hvor vi reflekteret og metodisk analyserer, hvad der er der er rigtigt, fornuftigt, vigtigt eller nødvendigt at gøre i en given situation. Det er i høj grad også en intuitiv og ubevidst proces, hvor svarere bare kommer til os. Dette gør det i sagens natur svært at gennemskue, hvad der foregår indeni os selv og i andre.
Det er her en vigtig pointe, at der er mange forhold og psykologiske processer, der i al ubemærkethed påvirker vores opmærksomhed, tankeprocesser og hukommelse – og at dette i visse situationer kan forvrænge vores syn på verden få os til at opføre os irrationelt. For virkelig at forstå sensemaking er det derfor nødvendigt også at forstå denne intuitive og delvist ubevidste side.